Resume: Med sekretæren Jørgen på barsel, er Mokkas detektivbiks i en midlertidig krise, fogeden har lukket geschæften, sendende fruen i armene på skødesløs druk. På vej hjem fra “Bryggerdrengen” bliver hun besynderlig opløftet af juleglæde og får pludselig følgeskab af en lille hvid vind, der spinder om hendes ben som en kælen kat. På dørtrinnet afviser hun den dog, falder om på sin sofa, men vækkes kort efter af en stor kutteklædt mand på måtten.
Hele opgangen lyser rødt og klirer af bjælder, men Mokka er en menneskekender og skuer efter leen, mens manden forsøger at få hende til at gå med til en mission. Da han nødtvungent lover hende klejner for undercover opgaven, siger hun top. Næste dag går turen så mod Glostrup og firmaet G. Lade Hjul, som hun skal infiltrere og afsløre i deres julesvindel, og her giver en hoven sekretær Mokka lunken gløgg og gør grin af hendes svulstige former. Alligevel lukkes hun ind til jobsamtale med kæften fuld af wunderbaum, er ved at miste sit læderskørt til en bidsk plastik sofa og med måsen i vejret netop ved at fikse de brækkede sofaben med et par telefonbøger, da en mand med stikkende øjne, målrettet blik og en stump genstand i hånden, kommer farende ind …
(Læs introen HER , 1. Afsnit HER og 2. Afsnit HER )
3. Afsnit
Ingen tvivl om at den mand havde travlt. Inden jeg overhovedet nåede at rette mig op og vise mine attributter frem, havde han sat sig og lagt lommeregneren på skrivebordet.
Jeg tørrede wunderbaumhørmen af håndfladerne, gjorde salgstalen klar og rakte ham hånden, men han lænede sig bare tilbage og sagde uimponeret:
>>Tid er penge, lille dame, specielt juletid. Min sekretær mente, at De ville være deres vægt værd i guld. Et naturtalent, så at sige.<<
Også han lavede elevatorblikket, mens han talte.
Jeg rynkede mistænksomt brynene, hvad var den bandit ude på?
>>Hvis det er sandt, bliver vi alle rige. De får to procent, resten skal være på mit skrivebord senest den 24. Åh, jah, og De kan jo altid sige, at det går til sultne børn, er De med?<< fortsatte han uden at kigge på mig.
>>Næh,<< svarede jeg ærligt, men glad.
To procent var vel ikke at kimse ad.
>>Alletiders, god fornøjelse med jobbet…<<
Manden rejste sig og skulle lige til at række mig hånden, greb sig i det og gik ud til sekretæren i stedet.
Uden helt styr på situationen, fulgte jeg efter og fik stukket en stor sæk i hænderne.
>>Er De venlig lige at prøve dette?<< Kommanderede den lille fejlafblegede feltmadras, og jeg åbnede sækken med en irriteret hovedrysten.
Os fotomodeller kan jo passe alt.
Skægget var en smule tyndt og sad som støvet edderkoppespind om min mund, huen lugtede fælt af sur hovedbund, men kostumet var som syet til mig.
Og puden på maven ikke engang nødvendig.
>>Nåh?<< sagde jeg udfordrende, man var vel prof, og gik flot og fuld af selvtillid en runde i receptionen. Og mens chefen sitrede af latterkramper, tørrede sekretæren tårerne ad kinderne, skubbede mig hastigt ud ad hoveddøren og låste den bag mig.
Og så gik jeg, Miss Mokka, undercover som julemand.
***
På ubestemt tid havde jeg så stået her på Strøget med min klokke og min raslebøsse, til lejligheden døbt Eskild, sunget lidt jule Poul Krebs og jodlet mit adamsæble ud af facon uden at få en klirrende mønt i potten.
Julestemningen var temmelig svær at få øje på i mylderet, og det var som om, at jeg skulle stå til regnskab for alle julens personlige konkurser, grådige ønskelister og stejle rentestigninger. Eskild var deform af alle de angreb, den havde afværget og min klokke skæv efter en tur i gabet på en morgenmuggen køter.
Eneste lyspunkt ved denne mission var, at jeg kunne ryge uafbrudt. Skægget var snart nikotingult om mund og næse og svedent i enderne af de små stikflammer fra min ånde, der i ny og næ truede med at futte det helt af.
>>Ho, ho … host, host, håeh, årh, fååååårck,<< forsøgte jeg distraheret, men det var ikke nemt at lyde entusiastisk.
Jeg havde ellers et øjeblik oplevet en forbløffende opvågning, da Frelsens Hær valgte at stille sig klods op ad mig og kvidre kristne viser, mens en lang starut truttede på vissent horn.
Pludselig kreativ foregav jeg at samle ind på deres vegne. Men da det trods mit flotte tandsmil og vippende øjenbryn mislykkedes fuldstændig, skulle jeg i stedet lige til at drøne hornet i halsen på det larmende fjols, da en spinkel dame med senet ansigt og pibende stemme trådte ind foran mig, kaldte mig for Djævlens yngel og nev mig i øret.
Mit >>Av, for Saatan,<< gjorde blot ondt værre, men inden jeg nåede at lade hende smage Eskild, havde en familiefar med en unge på ryggen, bæltetaske under vommen og en ble i lommen afvæbnet mig med sin attitude.
>>Så stopper du…<< kommanderede han, og pludselig kønsforvirret anede jeg simpelthen ikke, hvorledes jeg skulle takle denne mutant af den mandlige hormonstamme. Ikke just den testosteronbærende stolthed, man brugte i krigen mod terror.
Jeg var en enlig diamant på et strøg fuld af kampesten, og tanken om bløde mænd gav mig ringe livskvalitet.
Konkurrencen om de velmenene skejser var tiltagende for hver dag, alle igler var ude for at samle underskrifter og donationer, og af samme grund havde folk i lang tid set igennem mig, som var jeg lavet af cellofan og spændt om en daggammel leverpostejmad.
Men en uventet kuldespasme satte gang i klokken, cigaretten fløj ud af kæften på mig, og en pludselig indskydelse fik mig til at bryde ud i: “Do They Know Its Christmas.”
Indrømmet, jeg havde måske ikke det bedste øre for tone eller sprog, og teksten var også en smule influeret af tilfældige påhits som: >>Feet dø vøøøld – let dem nå its quizzzz, øhm, time…<< Og i den dur, men for første gang i min tid som juledulle, stoppede folk faktisk op og lyttede efter.
En dame med en mislykket hjemmepermanent lagde første mønt i Eskild og det startede en mindre kædereaktion i mylderet. Med lamslåede frosne udtryk greb folk sig til lommerne og fandt moneterne frem.
Jeg skrålede grådigt videre for fuldt stemmebånd, kun afbrudt af min proklamering af, at pengene skam gik til sultne børn i Afrika, indsamlingen var en succes, og jeg nåede lige at overveje at hyre John D.s fluesmækker, da min kåde dans et øjeblik tog overhånd. Som elastikken i mine underbensklæder sprang med et lille smæld, rev en stemme mig brat ud af velgørenhedsrusen:
>>Halløj du… jah, dig i det røde, må jeg lige tale med dig engang,<< lød det ved min skulder, og jeg fik gåsehud helt ned i sokken, havde jeg båret en sådan.
Jens Jørgen stak skiltet helt op i snuden på mig, så temmelig jysk ud og taget med et par bukser, der ethvert sekund kunne være nede, kom jeg til at spilde bønnerne.
Urobetjenten noterede følelseskold på blokken og efter at have opgivet adresser og navne, var jeg klar til at lægge hovedet på den, men han tog blot min bugnende Eskild fra mig og kørte bort i Mondeoen, mens den store menneskehob hovedrystende vendte hjem til deres varme stuer.
Ensom og forladt stod jeg på det mennesketomme strøg og kiggede ned ad mig selv.
Jeg var ikke for stolt over, hvad jeg så.
Skægget, der var gået i et med hagen, lugtede så uhumsk, at havde min næse ikke været stoppet, var jeg besvimet i flæng med utøjet. Mit kostume var hårbollefyldt og beskidt, og mens tårerne trængte sig på, betragtede jeg bedrøvet mine frosne røde tånegle, der stak ud af de engang så smarte stiletter.
Ville jeg mon nogensinde have held med at løse en eneste mission?
Pludselig sænkede en forunderlig stemning sig over Strøget.
En fortælling fra fordums tid rejste sig for foden af en forfatterstatue ved Rådhuspladsen, blæste lydløst ned ad gaden og lige igennem mig. Med ét jeg følte mig hensat til et trist juleeventyr, og forundret kiggede jeg rundt.
Snefnuggene faldt i mit lange brintoverilte hår og lagde et hvidt tæppe overalt. Men den stads tænkte jeg skam ikke på.
Ud fra vinduerne skinnede lysene varmt, og hele den ganske gade duftede venligt af grillpølser – det var jo Juleaften.
Jeg satte mig og trak mine spinkle… øhm, småfede.. ben op under mig. Men jeg frøs blot endnu mere, og hjem turde jeg ikke gå. Uden skilling eller grønne sager ville Bjørn slå mig, og koldt var der også under taget, hvor vinden peb ind, skjøndt der var stoppet klæde og strå i de største sprækker.
Mine små hænder var ganske døde af kulde.
Ak… en smøg ville gøre godt, åh, bare én….
Jeg trak rystende én op af lommen, kiggede fristet på den og ”ritsch…”, hvor sprudede den, hvor brændte den!
En varm, klar lue og jeg holdt forsigtigt hånden om den, som jeg tog et jævntgodt lungedrøn.
Det var en underlig gar, og jeg syntes pludselig at stå foran en dugget pølsevogn, med funklende svedperler ned af væggene fra de mange svulmende røde pølser.
Jeg sugede igen på min vidunderlige tobak; åh, nej, men hør, hvad var nu det?
Cigaretten slukkedes langsomt, pølsevognen forsvandt, og jeg sad med et afbrændt skod i hænderne, mens jeg fortvivlet forsøgte at ryge filteret.
Åh, bare én til…. En ny blev tændt, og hvor lyset faldt på muren blev denne gennemsigtig som et flor, og jeg så nu helt ind i pølsevognen.
Kæft, en gang flyvertobak, tænkte jeg lykkelig, slikkede mig om munden og kiggede på de mange lækkerier: fedtede bøfsandwich med sure gurker, meterlange Frankfurtere lå og gnubbede sig lystigt op ad hinanden, og de ristede løg var herligt levende af mider.
En særdeles velstegt grillerbasse lå og vred sig i sit eget fedt, mine tænder løb frygteligt i vand, da den pludselig bevægede sig på grillen? På forunderlig vis ormede den sig over mod mig med en stegegaffel i ryggen. Nærmere og nærmere kom den, da pludselig garen slukkedes, og der igen kun var den tykke kolde mur at se.
Jeg tændte hurtigt den sidste og dér så jeg det dejligste juletræ, så flot pyntet med levende lys og glitrende stads, billederne fløj af fordums lykkelige juleaftner med steg i maven og bridgeblanding på bordet, og mens jeg sad med frossen spyt på tænderne gik cigaretten pludselig i ét med stjernerne.
Som én af dem faldt, gjorde den en lang ildstribe på himlen.
”Mormor…? Mormor…” Råbte jeg rørstrømsk og en smule grebet.
”Årh, hold kæft,” lød det irriteret, som en forbistret ånd svævede ned fra en lampe over Strøget …
Læs 4. og sidste afsnit næste søndag – rigtig glædelig advent!
