Resume: Jernladyen og superdetektiven Mokka Jensen Jr. ligger på sin sofa og er halvt bevidstløs af druk. Hendes detektivbiks er lammet efter sekretæren, Jørgens, besynderlige beslutning om at gå på barsel, og med virksomheden beslaglagt af fogeden, føler hun sig nødsaget til at søge hen på sit stamværtshus “Bryggerdrengen” i Ryparken, hvor hun søger trøst, gratis drinks og billige bemærkninger hos sin beundrer John Diller, hyrevognschauffør. Efter indtagelse af uhyrlige mængder Mikado og Krudtugler, vendes Mokkas humør og som hun i oprigtig julestemning begiver sig gennem Københavns gader, får hun pludselig følgeskab af en besynderlig lille hvirvelvind, der følger hende helt op til hendes hoveddør. Hun afleder den med et salatblad, knalder døren i og falder i søvn på sofaen, men vækkes ikke længe efter, da noget pusler ved den nu besynderlig rødglødende dør. Lyden af bjælder høres i hele lejligheden, og overbevist om, at hun har drukket afløbsrens igen, åbner Mokka døren for blot at opdage en stor kutteklædt mand på hendes dørtrin med et salatblad på hætten……
(Læs intro HER og 1. Afsnit HER )
2. Afsnit
>>Og det skete i de dage …<< begyndte manden, men jeg holdt hånden op og stoppede ham.
Jeg kunne bare ikke fordrage den historie. Tanken om at føde i en stald med kryb og myreskær var ikke lige min ide om en juleaften, så jeg pegede på min dørmåtte med ordlyden “Forsvind” og skulle lige til at knaldede døren i, da han sukkede og mere myndigt sagde:
>>Privatdetektiv Mokka Jensen Junior?<<
Åh, den melodi havde ikke været spillet længe, jeg spidsede øren og lod døren stå på klem. Der var noget bekendt ved mandens stemme, men en iskold indskydelse fik mig til at kigge rundt efter leen, som jeg iagttog den sorte skygge fra hans hætte, der skjulte ansigt og identitet.
>>Mokka Jensen, jeg kommer til dig med en speciel opgave. En opgave for hele menneskeheden, som kun du kan klare.<<
Metalgelænderet på trappen sang fra stue til loft som et disharmonisk julegospel på grund af mandens højtidelige stemmeføring, men jeg var ikke tøsen, der dansede til tonen i opgangen:
>>Nåh, da…<< svarede jeg uimponeret og lidt jysk.
Sikke noget pis.
Menneskeheden mig i øret, det her lugtede af likviditets problemer, og jeg gik durk til sagen:
>>Hvor meget vil du give?<<
Manden vaklede et øjeblik, og jeg fortsatte hårdt:
>>Du ved, ingen klejner, ingen fregner – show me the funny …<< Man kunne vel sine filmcitater, jeg åndede tungt på mine lange røde negle og pudsede dem i ærmet.
Lyset blafrede et øjeblik, skyen fra min ånde virkede underligt grøn, og manden så unægtelig noget rundtosset ud, men holdt balancen:
>>Hør nu her, ven, det her drejer sig om svindel af den afskyeligste art …<<
Jeg afbrød ham igen med en kontant bevægelse.
Kunne han agere den kutteklædte, kunne jeg være en sandsunken mumie forstyrret i sin gravfred, og klar med forbandelser på læben stak jeg demonstrativt lappen frem.
Manden blev synligt irriteret:
>>Argh, lille menneske… det eneste, du skal gøre, er, at gå undercover, afsløre og fælde en virksomhed, der udnytter vores jul.<<
Jeg lukkede hånden med et lille smæld og åbnede den grisk igen.
Manden fortsatte opgivende:
>>Nuvel, jeg skal se, hvad jeg kan bikse sammen af klejner. Er du så tilfreds?<<
Jeg lukkede eftertænksomt det ene øje, smilede skeptisk og lagde en beroligende hånd på hans skulder: >>Sagde du undercover?<<
Antydningen af et smil gled over den kutteklædtes sorte fjæs: >>Jep.<<
Fjollevinden fik hans kutte til at blafre, jeg rynkede brynene, nikkede alvorligt og svarede tungt:
>>Okaj, jeg gør det sgu. <<
Manden stak mig grinende en lap papir, bjældeklangen blev pludselig øredøvende, det røde lys begyndte at dreje hypnotiserende rundt, og inden jeg nåede at overveje, hvem jeg havde slået en handel af med, faldt jeg i søvn på gulvet.
Hen ad formiddagen vågnede jeg så med hår som en hottentot, tømmermænd som en bryggeriarbejder og det lille gulnede papir knyttet i hånden.
>>Indfiltrer og spil med<< stod der med uhjælpelig barneskrift, og nedenunder var adressen på firmaet: G. Lade Hjul i Glostrup.
>>Sådaan,<< udbrød jeg glad, rejste mig i en fart fra gulvet og tonsede ud på badeværelset.
Den næste time blev tilbragt med at stoppe de rette steder grundigt ud med toiletpapir, skifte de røde negle til de ekstra lange lyserøde, og med rygende hovedbund af brintoverilte, åndenød af læderbodyen og læbestift på tænderne, skred jeg elegant ud i gråvejret og hen til busstoppestedet.
Som altid var det en sjælden fornøjelse at køre med bussen.
Det fugtige vejr fik den sande aroma frem i alle mand, og som chaufføren uhæmmet fortsatte med at lukke folk ind, blev min næse langsomt, men sikkert, trykket ind i en selvdød gedepels. Blå i hovedet vendte jeg mig for at få luft, for blot at stikke ansigtet sammen med en ældre dame med kunstige tænder og en nyskåren ost i tasken.
Somme tider er der langt til Glostrup.
Da jeg efterfølgende steg af, fik flodbølgen af saltet sjap fra bussens baghjul bugt med sidste rene plet på mine sko.
Heldigt, at man ikke frygter en smule snavs, når man selv er kendt som en beskidt pige. Desuden sagde min kvindelige intuition mig, at heldet var med mig i dag, og fuld af forventning trådte jeg ind i den rød og grøn malede reception hos G. Lade Hjul.
Jeg ved ikke, om jeg stadig lugtede af damens ost, eller om det bare var mit herregode udseende, men den spidssnudede sekretær vendte mundvigene nedad i afsky, da hun så mig:
>>Du er her pga jobbet?<< Spurgte hun skeptisk og kiggede op og ned ad mig, som var hendes blik på akkordløn.
>>Øh, ja, ja,<< Svarede jeg fluks, men forvirret.
Vidste de, at jeg ville komme?
Hurtigt samlede jeg mig – det gjaldt for alt i verden om at sløre mine hensigter – gjorde mig smart i en fart og forklarede, at hun hellere måtte fortælle sin overordnede, at Mokka var her og godt kunne være interesseret i lidt forefaldende.
Jeg fik endnu et nedladende blik, inden jeg blev sat til at vente på en lille grøn julestol med en lunken kop julegløgg.
>>Dumme kælling,<< mumlede jeg, lirkede lommelærken op af tasken og hældte en god sjat snaps i koppen.
Damn, det var sådan gløgg skulle smage.
Hurtigt fik jeg skyllet en fire-fem kopper ned, og mens jeg langsomt fik den blålilla kulør tilbage i kinderne, rodede jeg efter et Wunderbaum i min lomme.
Manden på tankstationen havde sagt, at det tog sprutdunsten mindst ligeså effektivt som mintpastiller, og i et snuptag stak jeg det i kinden.
Det sugede unægtelig en del spyt.
Den perlekædebehængte kom øjeblikket efter tilbage og fortalte småfnisende, at jeg var velkommen til at træde nærmere.
Jeg nikkede kort og indforstået, greb min taske og svejede, som en solsikke i stærk blæst, ind på chefens kontor.
En sagte fløjten hvislede ufrivilligt gennem mine fortænder, her var dæleme ikke sparet på noget.
Alene interiøret kunne uden tvivl slå økonomien ud af enhver iværksætters drøm, og beundrende gik jeg rundt og kiggede på de mange særegne hjortebilleder, græske platter og sættekasser med kravlenisser og engangslightere.
Der var sgu stil over dette firma. Så man bort fra skrivetøsen i receptionen, kunne jeg nemt falde til her, og godt tilfreds slængede jeg mig kælent på en imiteret lædersofa, trak en cigarstump frem og skulle lige til at lave høj cigarføring, da døren gik op.
En lille fedladen mand med remoulade på kinden trådte ind.
Fåck for et mandfolk.
Elegant satte jeg mig op, krængede sensuelt overlæben op over tandkødet, kiggede lumsk på ham og vippede med det ene øjenbryn – man kunne vel sit kram.
Men da jeg ville rejse mig for at give ham hånden, opdagede jeg til min gru, at plastiksofaen var smeltet sammen med min nederdel, og i en overraskende bevægelse blev jeg slynget bagover, de tynde sofaben knækkede, og sendte mig skørteløs om bag sofaen med et brag.
Scheisse, nu var det om at lade som ingenting.
Fluks lavede jeg “Hej Røveren” omme fra sofaen – et pegefingerkoncept som Bivabimboen huggede fra mig, engang jeg badede lidt for skødesløst i billig Moselvin i Lalandia – blinkede med det ene øje og skulle lige til at sige noget smart, da endnu en forglemmelse kom bag på mig: jeg havde kæften fuld af Wunderbaum.
>>Glup, gurgel, gurgel…?<< Var alt, der kom ud og på en måde som straks ledte tankerne over på det hengangne Harboe kalkunopdræt.
Helt desperat, under foregiven af, at jeg ledte efter noget i min taske, lirkede jeg den våde klump ud af kinden og ned i en lomme.
Den lille mand kiggede interesseret på mig et øjeblik, men inden jeg fik lukket tasken, trak han hovedrystende en sort affaldssæk frem, tømte skraldespanden og gik ud til sin lille rengøringsvogn, som jeg havde overset i farten.
Verdamt.
Jeg flåede nederdelen af sofaen, iførte mig den og med måsen i vejret, forsøgte jeg irriteret at fikse de knækkede sofaben med et par telefonbøger, da døren på ny gik op og en mand med stikkende øjne, målrettet blik og en stump genstand i hånden kom farende ind…
