Mokka & Den Forbistrede Kutteklædte 1. Afsnit

(Introen kan læses HER )

Tillad mig at introducere mig selv: Navnet er Mokka Jensen Jr.IMG_0006

Privatdetektiv med speciale i forklædning som korrespondåse. Mine største laster er hang til whisky og billige mænd, men hva´ faén, hvis ingen er fuldkommen, så kald mig bare det.

År 2013 var ved at lakke mod enden, verden var blevet uskarp i omridset af mit stadig nedsatte syn og den sidste rest af ungdom forsvundet med betalingsringen.

Men det var noget ganske andet, der tyngede mine skuldre og gav mig en foroverbøjet gang, som en pensionist med en stjålen frossen kylling på maven.

Sandheden var den, at tiderne var elendige for små smarte detektiver som mig. Slankekuren var pludselig sat ind, mit fedtindhold for stort, og fra den ene dag til den anden forekom utroskab, lusken rundt og støven op fuldstændig ligegyldig.

Min detektivbiks fik øgenavnet Titanic, og da den sidste rotte, Jørgen min fløjsklædte sekretær, forlod skuden for at gå på ufrivillig barsel, satte jeg tungt min kaptajnmås på skrivebordet og ignorerede koldt inkassatorerne.

Som lysenes fest nærmede sig, sad jeg magtesløs og iagttog, hvorledes strømmen blev afbrudt, telefonen lukket, og varmen slukket, inden til sidst en brysk kvindelig foged på testosteronkur satte mig på porten og beslaglagde mit kontor. Visse kvinder har bare ingen værdighed. Heldigvis fik jeg både læst og forskrevet hende, hvorledes jeg faktisk havde haft flere mænd end Susanne Bjerrehus og været en temmelig feteret danserinde på de bonede borde i både Ryparken og NV… Det næste, jeg husker, er rendestenen.

Indrømmet, denne krise kunne faktisk have været en enestående chance for at lave et dygtigt karrieremove.

Smør­re­brød, hårde hvide­varer og hælebar, you name it, havde da også været oppe at vende, men så var jeg kommet i tanke om mit æreskodeks og gjort, hvad en ægte madamme så som sin pligt: jeg var gået på druk.

IMG_0004

Cést la vie.

Min stambodega “Bryggerdrengen” i Ryparken lyste underfundigt som ledestjernen i horisonten, og kæk som en vårhare sparkede jeg døren op.

>>Bunde eller bukserne ned,<< råbte jeg muntert af mine lungers fulde kraft, så Møgtæven, bartenderinden, der havde opfostret mig som sin egen, siden jeg som spæd satte fod på disken i vilkårlig dans, tabte et ølkrus ned på Pede Den Ledes fod, og hans lange legeme krummede sammen af smerte.

En mandsperson i et dystert hjørne bundede sin øl og droppede benklæderne. John Diller, naturligvis, hvem ellers?

Hyrevognshelten, der på besynderlig vis altid havde været lige i nærheden, siden den morgen hvor vi klarede taxaregningen i ude skoven, mens solsorten fløjtede Lars Lillholt hits: kald mig lige, hvad du vil.

Jeg highfivede med Møgtæven, stak Pede en femmer til jukeboksen, og mens han satte “Its My Party and I Cry if I Want to” på, nærmede jeg mig John D. der sad på lur med et lumsk udtryk og lommerne fulde af drikkepenge.

>>Mokka, Mokka….<< Snøvlede han flot med glinsende overlæbe. Utvivlsomt en stor mand i både ord og livrem.

>>Jeg kan alt på fransk, undtagen sproget,<< konstaterede han eftertænksomt, og så var der kun tilbage for mig at virre fornøjet med hovedet, lave lokkemund og skralde om af grin. Den mand forstod bare at køre med damerne.

Prompte hankede han op i bukserne, så hans toneleje steg en oktav, fjernede en klat Zovir fra mundvigen og bad mig sidde.

Timerne fløj tillige med uoverskuelige mængder af Krudtugler, Mikado og Nordsøolie. Lige ned i halsen, mens jeg fortalte røverhistorier fra det kriminelle miljø, og den halve nat blev der sunget, tyllet og klappet på mås, som var lønningsdag lige om hjørnet, og alle havde arbejde.

Da Don Dillers lommer var tomme, “Its My Party” stået på repeat i 4 timer og Møgtæven gået i brædderne, bebudede jeg grøn i kæften af Mikado, at jeg også skulle tidligt op i morgen, smed flot en tyver og slingrede mod udgangen på forrevne nyloner.

>>Mokka, for fanden – næste gang, måske?<< sagde John D. følsomt, men forsømt, med et drømmene blik om hin morgenstund i skovbrynet, inden han faldt ned ad stolen og blev liggende.

Døren smækkede bag mig, og den virkelige verden lå stille for mine fødder.

Min depression var for længst lettet på hvide vinger af vodka, og som jeg inhalerede den frostklare luft, blev jeg opløftet af den gode nat.

Måske var det den sidste olie, som vi kaldte aftenens tribbelte gå-hjem Nordsø, måske var der noget forunderligt ved denne nat. Noget fik mig i hvert fald til at stoppe op, netop som jeg skulle til at klik klakke hjemad gennem Københavns gader på mine stilletter.

Det var som om vinden sang mit navn i en lystig julesang: Mokkaklang, Mokkaklang…? Men sådan var den jo ikke, eller var den? Som jeg stod der i min billige og lykkelige brandert, og lyttede til min egen julesang, glædede jeg mig pludselig til juleaften.

Det kom af en eller anden grund fra mit inderste indre, og ekkoet fra mit >>Glædelig juuul,<< havde dårligt lagt sig, før en underfundig vind rejste sig i gaderne.

Den kom alle og ingen steder fra.

Hvid som kulsyrerøg susede den legesyg rundt om mine ben, og alle lyde forsvandt på nær den sarte susen. En pludselig trang meldte sig og i forening med min indre Marilyn Monroe, begyndte jeg sirligt at vrikke med måsen i vinden som en døende tequilaorm i giftig kaktusvæske. Bedst som jeg stod selvfed på flisen i min spændstige lædernederdel, mærkede jeg hele verdens beundrende blikke. Til en taxa bragede ind i et træ, og chaufføren arrigt kastede sin lyddæmper efter mig.

Det satte gang i klik klakkeriet, og med den lille løjerlige vind i hælede skøjtede jeg hjem.

Men da vinden fløj ind i opgangen og med op ad trapperne som en puddel på færden af en cocktailpølse, blev det for meget.IMG_0007

Salatbladet var egentlig tiltænkt Bjørn, men jeg kastede det nu i stedet ned ad trapperne med et: >>Tag den så…<< smækkede min hoveddør og faldt om på sofaen.

Og nu lå jeg så her med maven fuld af afløbsrens og et trip, der faktisk var helt OK, mens vinteren bankede på døren …

Næh, hov, vent lidt, der var faktisk noget, der bankede på min dør?

Bjørn kunne også høre det, var fluks ude af reklamerne og oppe på sofabordet, hvor han skød ryg og knurrede bistert.

>>Rolig, Bjørn,<< sagde jeg på en eller anden måde bare helt lykkelig, måske var afløbsrens vejen mod et harmonisk indre? Lagde kræet i benlås og nærmede mig den rødglødende dør, helt på det rene med min hallucination.

Som jeg tog i håndtaget, hørte jeg lyden af lystige bjælder, døren gik op og den lille fjollede vind vimsede ind igen. Damn.

Hele opgangen lyste mørkerødt, et eller andet sted var der en, der spillede ”Do They Know Its Christmas,” og midt på min dørmåtte stod en stor kutteklædt mand med et slattent salatblad på hætten …

Fortsættelse følger på næste søndag – glædelig 1. søndag i advent

Author: Malene Raith

Share This Post On