En bombe af en bil

IMG_1114

Foto Malene Raith

Efter at have blandet blod med KIA (læs forrige historie HER ) faldt der ro over kabinen. Raseriet over dummebøden blev afløst af tilfredshed. Over at befinde lige der, hvor jeg gjorde. Og jo mere jeg kørte, jo mere følte jeg mig hjemme i KIA cee’d GT. Altså bag multifunktionsrattet i læder med røde syninger og GT logo ovenover GT alu pedalerne. Det blev en naturlig del af mit eget DNA.

IMG_1129Noget af det første, som jeg havde bemærket ved bilen, var jo al det lækre udstyr og de mange lysende knapper. Til at begynde med fandt jeg det pudsigt, da trenden for øjeblikket mere er i retning af less is more, men nu fandt jeg det dejligt befriende. Fedt, at ikke alle lemminger hopper i samme å.

På displayet kan man blandt andet se moment og turbotryk. Ur, temperatur og døralarm er placeret midt i instrumentbordet under forruden, lige ovenover audio systemet med touchskærm og bakkamera. Her er også bluetooth og ej at forglemme: nøglefri lås. Det er et super hit hos mig, som altid mangler en arm eller to til at rode efter nøglen, og vognen foldede desuden sidespejlene ud i ærbødig hilsen, blot jeg nærmede mig. My lady …

IMG_1109

På bagsædet var der fin plads til barnestolen, og min søn faldt desuden straks for den lille velkomstmelodi, der lød, når man startede bilen. Desuden opdagede jeg endnu en lækker feature, da jeg kørte gennem en lille tunnel: bilen måler selv lysstyrken og blænder kørelyset op eller ned afhængig af omgivelserne. Sejt.

KIA cee’d GT er på en gang en glimrende familiebil til den lille familie med plads til to børn og alle de nødvendige indkøb (også et par græskar til 620 kroner), men er samtidig også en vred djævel, når den slippes løs.

IMG_1060

Og glem lige p-vagten et øjeblik, og tag en frisk tur på landevejen i stedet. For her kommer KIA cee’d GT langt mere til sin ret end i arrigskab i byen, man mærker straks, at den befinder sig i rette element, når man ræser over bakketoppe og rundt i sving, og som smilet breder sig på munden, bliver gråvejret til solskin og vinterdepressionen til lutter livsglæde.

IMG_1110

I believe I can fly …

Det arrige udtryk, som KIA cee’d GT har, passer mig perfekt, og da jeg fik dens DNA under huden, var jeg solgt. Folk kan tage deres KIA vittigheder og hoppe i havet. De aner ikke, hvad de snakker om. Og var jeg europæisk bilproducent, ville jeg begynde at ryste lidt i buksen.

For ikke bare er det her en laber vogn i god kvalitet, den leveres også med syv års fabriksgaranti (eller 150.000 kørte kilometer). Altså kan man have sin KIA i fem år og stadig sælge den med to års tilbageværende garanti. Og sammen med at bilen lyder godt, føles godt, og har udstyr og køreglæde, som man ellers finder i en højere prisklasse, gør det KIA cee’d GT til en bombe af en bil.

Og ja, selvfølgelig kan man køre KIA cee’d GT i Hellerup.

IMG_1095

Lidt fakta om KIA cee’d GT

Pris fra 349.999,-

Topfart: 230 km/t

Hestekræfter: 204

Kilometer på literen: 13,5

Author: Malene Raith

Share This Post On