Vejen til Le Mans

1.2

Foto: Erik Staalby og Malene Raith

Et årsbudget for en bil i toppen af Formel 3 lå dengang på omkring 2,5 millioner kroner. I Formel 1 var budgettet næsten ti gange så stort.

”De fleste tyskere, der blev tyske mestre, for eksempel blev Michael Schumacher det året før jeg, var gået videre til Formel 1, men jeg var dansk og derfor forholdt det sig anderledes.”

Tom Kristensen fik i stedet et tilbud fra den anden ende af jorden, og det tog han i 1992 imod.

Det blev til fem lærige år på Japans store motorsportscene, hvor Tom Kristensen blandt andet kørte Formel 3000, klassen lige under Formel 1.

”Jeg ville gerne tilbage mod Formel 1, og selvom det var fedt i Japan, så var det meget langt væk, husk på, at det jo var før internettet,” smiler Tom. ”Men igen var der det med pengene, så jeg endte med at tage imod en 0-kontrakt for Team Shannon i europæisk Formel 3000.”

Kontrakten betød, at Tom ikke ville få løn, men kunne beholde sine præmiepenge, og hans præstationer i Formel 3000 fik i juni 1997 Team Joest til at kontakte ham.

2.2

”De stod og manglede en tredje kører til årets Le Mans, og selvom flere kørere med millioner i ryggen bød ind på sædet, endte det med at blive mig, der fik det. Igen på en 0-kontrakt. Man skal respektere en 0-kontrakt i den forstand, at man med en sådan skal arbejde for teamet i dagligdagen, og det gør, at man gør sig ekstra umage.”

Og umage det gjorde Tom Kristensen sig. Helt uerfaren med både 24-timers løb og natkørsel, satte han sig bag rattet på Team Joests 3 år gamle TWR Porsche og sammen med sine to teamkammerater, kørte han vognen ind på første pladsen ved Le Mans 1997.

”Det er selvfølgelig min største sejr ved Le Mans,” forklarer han og kigger tilfreds ud over Tivoli. ”Jeg var jo debutant, ikke favorit, og i løbet af 24 timer, ikke bare vinder jeg, men sætter også banerekord sammen med et par folk, jeg har set i Formel 1, men som heller ikke har prøvet at vinde et Le Mans før.”

Sejren fik Tom Kristensen til at fokusere på de lange motorløb, og i 1999 vinder han 12-timers løbet ved Sebring i Florida.

I 2000 følger anden sejr ved Le Mans, og herefter starter en sand bølge af Le Mans sejre. Rekord naturligvis. Med sin syvende sejr i 2005, afsatte Tom Kristensen den tidligere konge af Le Mans, Jacky Ickx, der til dato havde siddet på tronen med sine seks sejre. Og med sin ottende sejr i 2008 satte Tom samtlige konkurrenter til vægs.

3.2

Sejren var ekstra vigtig set i lyset af ulykken i 2007 ved DTM i Hockenheim, der kunne have sendt ham helt ud af motorsport.

Kort efter start blev Tom Kristensens vogn ramt af en konkurrent, så han spandt rundt på banen. De bagfra kommende biler undveg til højre og venstre, men en vogn nåede det ikke og kolliderede frontalt med ham med næsten 200 kilometer i timen. Toms vogn blev totaltskadet, og kun hans hals- og nakkekrave forhindrede ham i at brække halsen.

”I tiden efter ulykken var jeg plaget af hovedpiner, ubalance, ubehag og var simpelthen uoplagt. En kombination af følelser og fysik, og nogle gange kunne jeg mærke, at jeg måske ikke kunne komme tilbage. Når man uge efter uge ikke kan koncentrere sig, er uklar og får hovedpine, bliver man i tvivl.”

For at komme mentalt i balance begyndte Tom at lave lidt forskelligt såsom at gå lange ture, cykle og spille golf. Men den vigtigste opbakning fik han fra familien, der ikke benyttede lejligheden til at overtale ham til at stoppe sit farlige erhverv.

”De var med hele vejen. For eksempel fandt Hanne mig en dag ude på badeværelset, hvor jeg var besvimet, og der sagde hun til mig, at hun var sikker på, at jeg nok skulle komme tilbage.”

Og det gjorde han.

4.2

En uge efter pressemødet i Tivoli møder jeg Tom Kristensen igen. Denne gang i paddocken ved Le Mans. Det er 14. gang, han er med, og han er nu for 11. gang endt på podiet. Ligesom sidste år blev det i år til en tredje plads. En debutant med punkteret dæk kom desværre til at krydse banen ureglementeret efter omkring fire timers race, hvilket resulterede i, at Tom, for at undvige, blev nødt til at køre af banen, hvor han ramte dækbarrieren. De tolv minutter den efterfølgende reparation tog på hans Audi nummer 7, var nok til at koste førstepladsen.

5.2

Men selvom sort uheld dermed fravristede Tom Kristensen hans niende Le Mans sejr, så han nu blot kommer hjem med noget, der ligner en brevpresser ved siden af vinderpokalen, er hans humør helt i top her omkring 21 timer efter episoden.

For de to øvrige Audi R15 TDI vogne fra Team Joest har nemlig indtaget både første- og andenpladsen ved siden af ham, dominansen er total af det tyske bilmærke på podiet i år, og den danske racerkører stråler af glæde. Som Tom Kristensen forklarer til Radio Le Mans, da de spørger, om han ikke er ærgerlig over at have mistet førstepladsen:

”Det er lidt som at spørge en midtbanespiller, om han er tilfreds med resultatet af fodboldkampen, som holdet vandt, når han jo ikke scorede nogen mål. Selvfølgelig er jeg meget glad for resultatet.”

Efter løbet er der stor jubelfest hos Audi og teltet genlyder af hurraråb og sejrssange. Folk med smil fra øre til øre myldrer ud og ind med champagne i hånden, ikke mindst kørerne stadig iført deres køredragter.

6.2

”Le Mans er jo det ultimative løb,” forklarer Tom i solskinnet. ”Det er det hårdeste, man kan byde både kørere og vogne. Det er en motorfestival, som kan opleves på mange måder, og der er så mange input. Hvert stint er en eksamen, man forsøger overhalinger, kører optimale tider – det er svært at forklare. Det skal opleves. Jeg nyder at være hos Audi, og så begynder man jo at gro fast. På den gode måde, hvor man bliver inviteret til hinandens børns fødselsdage. Det er jo tegn på, at det er godt. Motorsporten er mit liv og har altid været det, og hver gang man stiller for Audi, gør man sig umage. At jeg så mister førstepladsen i år er ærgerligt og helt sikkert også slemt for både debutanten, der krydsede ind foran mig, og for Audi. Men når vi alligevel bliver nummer et, to og tre, synes jeg, at det trods alt er meget godt reddet hjem,” forklarer han, og understreger, at det ikke er et forsøg på at være en god taber. For det er han ikke. Hvis man vil noget seriøst med motorsport, er det kun sejren og intet andet, der tæller. At være den bedste, nummer 1. Nok blev det ikke Toms nummer i år, men han er blevet det otte gange, to gange mere end nogen andre. Måske er det det, der gør ham i stand til at glæde sig på Audis vegne i dag. Foruden den uforbeholdne undskyldning han har modtaget fra debutanten. ”Det er jo, hvad der kan ske,” smiler Tom Kristensen, der langt fra er færdig som konge i Frankrig. Han slår ud med champagneglasset og tilføjer: ”Sådan er Le Mans!”

7.2

Det lykkedes Tom Kristensen at lægge endnu mere af stand til hidtidige Le Mans rekord, da han i sommeren 2013 vandt sin 9. Sejr. Omstændighederne var dog noget nedtrykte, da Allan Simonsen mistede livet ved løbets start. Det var derfor en meget berørt konge, der dedikerede den sejr, han ellers havde udset til sin far, der gik bort tidligere på året, til den unge landsmand i stedet.

8.2

Allan Simonsen, forrest, blev hyldet som ungt talent i Tivoli 2010.

Author: Malene Raith

Share This Post On