Kongen af Le Mans

Uanset hvad franskmændene end gjorde med deres royale for et par hundrede år siden, er det ikke til at komme udenom, at de i en lille by vest for Paris har en konge. Han er dansk og hedder Tom Kristensen. Og siden 2005 har han været den ubestridte hersker af det berømte 24 timers motorløb i Le Mans. Jeg fulgte i hælene på ham både før og under Le Mans i 2010.

Foto: Erik Staalby og Malene Raith

1.1

”Der er han jo …” udbryder en dame i ærmeløs t-shirt og solskærm.

”Hvem?” Hendes mand iført shorts, pengekat og mørke solglas klikket på brillerne ser sig desorienteret omkring.

”John Kristensen!” fortsætter kvinden begejstret og peger hen over det hvide grus mod tv-kameraet.

Vi befinder os på Plænen i Tivoli i begyndelsen af juni 2010, hvor fire smukke racerbiler står og glimter i sommersolen for at markere Dansk Automobil Sports Unions introduktion til det årlige 24 timers motorrace i Le Mans. Navnlig én har skrevet sit navn godt og grundigt ind i historiebøgerne. Han står bag afspærringen i centrum for professionelle og amatørers fotolinser, mens han afslappet taler med en journalist fra TV2.

Billede-2 

Tom Kristensen giver sig god tid til at tale med pressen og til at skrive autografer på ethvert kort, flag og papir, der bliver stukket i hånden på ham af børn som bedsteforældre. For de betyder meget for ham, hans fans, og han har masser af tålmodighed. Om uge går det løs i Frankrig igen, og så skal Tom Kristensen på ny vise de 250.000 tilskuere, hvorfor motorsportsfolk over hele verden kalder ham Kongen af Le Mans.

Billede-3

Selvom Tom Kristensen er født den 07.07.67, skal der meget mere end lykketal til for at kunne begå sig i international motorsport. Det handler om talent. Og ikke mindst om sponsorkroner. Navnlig sidstnævnte er en meget svær sag, når man kommer fra et lille land uden bilfabrikker og multinationale selskaber.

”Den store inspiration for mig var selvfølgelig min far og den Shell tank, som jeg er opvokset på,” forklarer Tom Kristensen. ”Min far er uddannet mekaniker og gik blandt andet og makkede med biler på sin servicestation. I fritiden kørte han race i tunede standardvogne på baner rundt omkring i Danmark, og helt tilbage i mine bleår kan jeg huske, at jeg var fascineret af, at komme med ham og se på alle bilerne. Men også af at kigge med, når han reparerede og rodede med bilerne på tanken.”

Tom Kristensens far, Carl Erik, nåede at blive dansk mester i flere klasser i løbet af sin karriere, og det gav sønnen blod på tanden.

”Efter at have plaget min far et stykke tid gav han efter, og i foråret 1977 fik jeg så min første gokart. Det var jo en barnedrøm, der gik i opfyldelse, og jeg elskede det! Jeg ville sikkert også gerne bevise overfor ham, at jeg var god til det, det er vel helt naturligt. Men det var nu ikke det eneste, jeg lavede ved siden af skolen. Jeg gik for eksempel også til fodbold og fortsatte faktisk med at spille, til jeg fik mit gennembrud i tysk Formel 3, og det er jeg rigtig glad for. For selvom motorsport meget handler om teamwork, så er man alene, når man sidder i sin vogn, og netop derfor tror jeg, at det var godt også at dyrke en holdsport ved siden af.”

Billede-4 

Allerede i 1980 blev Tom nummer 2 i det danske mesterskab i Pop-2 klassen, og i 1981 rykkede han op i Formel Nordic. En klasse for de bedste ungdomskørere i Skandinavien.

Næste store milepæl nåede Tom Kristensen i 1985, hvor han blev Nordisk Mester i Senior-klassen i kart. Tom begyndte herefter for alvor at køre race rundt omkring i verden, foruden naturligvis DM, og i 1987 bliver han nummer to ved VM. I lånt udstyr fra en nordjysk gokartforhandler, der kunne se lyset i den unge knægt.

”Jeg blev færdig med HH i 1987, og herefter søger jeg en stilling som bankelev i Himmerlandsbanken. Mine forældre ville jo gerne have, at jeg skulle være realistisk omkring det, jeg lavede, og det var et glimrende arbejde. Jeg boede stadig hjemme på det tidspunkt, og kunne derfor bruge alle mine penge på løb og på at tale med teams i Europa. Jobbet i Himmerlandsbanken var sjovt, det var godt at tjene sine penge selv, men det har sikkert også været medvirkende til, at jeg satsede endnu mere på at gøre mig gældende ved motorløbene.”

Og i 1991 giver Tom Kristensens utrættelige vedholdenhed endelig resultat. Bertram Schäfer Racing med Volkswagen i ryggen, bliver overbevist om at afprøve det oversete talent med de gode resultater.

”De tilbyder mig en 0-kontrakt og et professionelt sæde som andenkører, hvilket selvfølgelig gør, at jeg forlader jobbet som bankassistent og flytter til Bitburg i Tyskland. Samme år ender jeg med at blive tysk mester i Formel 3.”

Billede-5

Læs videre i næste indlæg: Vejen til Le Mans

Author: Malene Raith

Share This Post On